For mange år siden dyrkede jeg regelmæssigt Tai Chi i forskellige aftenskoler af vekslende kvalitet. Som kompensation valgte jeg mere spirituelle øvelser og praksis, heriblandt løbetræning efter chimetoden – chirunning. Alt sammen meget godt, men ikke nok.
Da jeg langt om længe følte mig parat til en pensionisttilværelse og samtidig flyttede til Hørsholm, begyndte jeg at lede efter Tai chi og Qi gong undervisning. Jeg fandt så frem til Dorthes og Camillas hold og mødte op med den skepsis, dårlige erfaringer giver. Jeg holdt i sin tid op, fordi bare at kunne udføre sekvenser og bevægelser ikke giver nok. Jeg vidste fra den japanske kampsport aikido, at når chi-energien er den styrende kraft, så kommer der resultater.
Nu har jeg i halvandet år fulgt mine to læremestre og fået mere ud af det, end de mange gange tidligere før. Årsagen er både enkel og banal. Det drejer sig om tålmodighed og forklaringsstyrke. Ikke forcere, gå ned i detaljen, forklare og illustrere, og frem for alt have chi med som både mantra og praksis. Og så udstråler de kompetence.
Poul Petersen, 71 år